Oplever du at have mange negative tanker som du har svært ved at slippe af med? Har du forsøgt at styre dine tanker uden held? Det kan være udtryk for ambivalente følelser overfor andre, som du har svært ved at rumme, og det kan behandles.

I min klinik får jeg stadigt stigende antal klienter der lider under selvkritiske tanker. Særligt unge mennesker, der lider af præstationspres og der tilkommende negative tanker om sig selv, når de ikke kan leve op til de pres de ligger på sig selv. Men hvorfor sker dette?

Negative/selvkritiske tanker kan ses som et udtryk for at følelser der er overfor andre vendes indad mod dig selv, da de er uacceptable for dit system at vende udad. Det kan være følelser overfor forældre, venner/ veninder eller kollegaer. Følelserne er som regel ambivalente, hvilket betyder at der både er positive og negative følelser i spil for dig. Så er det en tillært funktion indeni dig, der vender de negative følelser du har overfor andre ind mod dig selv, så du kan holde af andre.

Men de fleste man holder af, har man jo også negative følelser overfor. Dine forældre, kæreste og tætte venner, har du jo både positive og negative følelser overfor. Derfor kan du få det skidt, når der er konflikt derhjemme eller på arbejdet.

Hvad kan man gøre ved det?

Hvordan tilstanden behandles, afhænger af hvilken terapeut du vælger. I mit arbejde øver vi at mærke at det ikke er farligt at give plads til dine negative følelser. Metoden hedder ISTDP og handler om at give plads til at mærke dine naturlige følelser. Det er følelser nemlig altid. Ved at give følelserne i vej udad dig og acceptere dem, lærer du også at acceptere dig selv bedre og vil derfor ikke lide under negative/selvkritiske tanker.

Der er nogle der tror at deres selvkritiske tanker er en del af dem. Men tænk over det: ”Stod du op i morges og besluttede dig for at nu skulle du behandle dig selv dårligt?” ”Har du kontrol over de tanker der kommer?”. Hvis svaret er nej, så er det mere en funktion i dig, end en del af dig og som alle funktioner, kan der arbejdes med det, så du kan få det bedre.

En af mine klienter, Lærke, siger følgende:

-Til at starte med, følte jeg selvkritiske tanker som en del af mig. Jeg har altid følt det som en naturlig del af mig. Når jeg begyndte at græde, så jeg det som en del af at det var svært. Jeg har aldrig set det som et forsvar mod mine reelle følelser.

-Jeg identificerede mig med mine negative tanker og fortalte mig selv at grunden til kritiserede mig selv var, at jeg var en refleksiv type, der på den måde kunne reflektere over egen praksis Konsekvensen var at der ikke var plads til mig og at det kom til, uberettiget, at fylde en stor del af mig i mit arbejdsliv og mit privatliv. Det kan stadig fylde for mig.

-Jeg føler jeg gennem behandlingen har fået mere kontrol over tankemylderet og selvkritikken. Jeg har fået en bevidsthed om de ydre og indre faktorer. Jeg føler, jeg er blevet bedre til at sige fra, når jeg kan se at det har været galt. Det har været vigtigt at være åben omkring forløbet, også for at vise mig og andre at det er okay at have det sådan. Flere andre kan også genkende sig selv i det jeg siger og det har været dejligt. Jeg føler også jeg har fået en bevidsthed om ikke at være så ordentligt.

-I rummet har det været givende at Johan har kunne sætte ord på de forsvarsmekanismer jeg viser. Det er grænseoverskridende at Johan prikker til mig for at få følelserne op, men det er også det jeg oplever, gør at jeg kan mærke mine følelser, så jeg kan få kontrol over dem. Det holder mig fra at følelserne overmander mig.

Det er aldrig for sent at gøre noget ved det. Du kan få et liv uden selvkritiske tanker.

Hvis du har spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Tlf. 26254490

johan@psykologwilliams.dk

Kompleksitet og projektiv vrede kan være årsagen til det stigende antal krænkelser og hadebeskeder på nettet.

Jeg har i den senere tid fulgt debatten om hadebeskeder.Også populærprogrammer som X faktor og Godaften Danmark har bragt dette emne op. Dog oplever jeg også at problematikken ofte individualiseres og fokuserer på at det er personer med dårlig opdragelse og uden ansvarsfølelse der står bag. Men ofte finder man ud af at menneskene bag de hadefulde ytringer er lige så almindelige som dig og mig.

Så hvad årsagen til at almindelige mennesker uden diagnoser og med en helt gennemsnitlig opdragelse, kan få sig selv til at udtale sig så voldsomt på nettet om mennesker som de ikke kender, og ikke har anden relation til end hvad de har læst eller set på skærmen? Noget af årsagen kan måske være en forsvarsreaktion på den stigende kompleksitet i samfundet.

Projektiv vrede

Som psykolog taler jeg med mennesker, der oplever at verden er imod dem eller har en holdning til om deres mand/hustru, ven eller kollega skulle have gjort det ene eller det andet. Alle disse oplevelser og holdninger er der som udgangspunkt ikke noget i vejen med, men de siger ikke noget om det, der kan være svært inden i mennesket selv. De siger noget om hvad dette mennesker jeg sidder overfor synes er i vejen med verden. Og hvorfor går man så til psykolog? Psykologen kan jo ikke ændre verden. Psykologer kan som udgangspunkt kun hjælpe den enkelte klient til at handle anderledes eller få det anderledes ift. problemstillingen med verden. Så meget af hjælpen handler om at få det enkelte menneske til at forstå at man som udgangspunkt ikke kan ændre andre, men kun sig selv.

Folk opsøger ofte en psykolog, hvis deres problemstilling er blevet så kompleks, at de ikke længere ved hvad de selv kan stille op. Stillet over for kompleksiteten er det nærliggende, og helt igennem menneskeligt, at lede efter noget (eller nogen) omkring én, som kan bære skylden for problemet og som man kan kaste sin frustration og vrede efter. Det er det vi i fagsproget kalder projektiv vrede. Den projektive vrede, handler om at klienten skubber ansvaret for hvad der er svært indeni vedkommende ud på andre. Det kan komme til udtryk som vrede mod konkrete personer i vedkommendes omgangskreds. Men det kan også rette sig mod offentlige personer, eller en hel befolkningsgruppe. Fx hvis bare alle indvandrere rejste hjem, ville jeg få det bedre. Det kan synes underligt at den enkelte skubber ansvaret for ens eget forgodtbefindende ud på andre, men det er nu engang det der sker i terapilokalet og ligeledes ude på nettet.

Mere had i den offentlige debat

Mit bud er at det netop er den projektive vrede vi ser i fuldt flor i den offentlige debat, og især på nettet. Men hvorfor fylder vreden og det hadefulde stadigt mere? Svaret kan ligge i den stigende grad af kompleksitet vi ser i verden lige nu. Klimakrise, usikkerhed og også Corona-situationen er med til at skubbe til en følelse af magtesløshed. Når vi mærker, at vi har svært ved at finde løsningen på komplekse problemstillinger, og vi mærker en følelse af magtesløshed kan det være fristende at finde de lette svar. Det resulterer i ytringer som “Hvis bare (indsæt selv nogen du er uenig med) gad tie stille ville verden blive et bedre sted. Enkle løsninger, som ikke inkluderer dig, og som højst sandsynligt kun fjerner dit umiddelbare ubehag og derfor ikke løser problemstillingen. 

Når følelsen af magtesløshed i den stigende kompleksitet bliver voldsom, skal der ikke mere end et specielt outfit eller en anden hudfarve til før den enkelte får det så svært, at der er brug for at skubbe vreden ud på dem og dette sker på meget voldsom facon. Voldsomheden skyldes en ansvarsfralæggelse og en uretfærdighedsfølelse, der slår over i at den enkelte føler sig berettiget til at behandle andre som denne selv føler det. Viktor Frankl skrev om dette i hans beretninger om livet efter koncentrationslejren (han var koncentrationsfange). Når verden byder dig uretfærdighed, som du ikke kan gøre noget ved, så kan der indeni dig ske en dehumanisering, hvor du oplever ret til at behandle andre dårligt, fordi du selv oplever at blive behandlet uretfærdigt. Men moralen er at ingen har ret til at behandle andre dårligt og selv selvom du ikke er blevet behandlet retfærdigt.

Selvsamme Frankl, lavede efterfølgende en terapiform der hed logoterapi. Den går kort fortalt ud på at acceptere det du ikke kan gøre noget ved, og i stedet finde mening i det du kan gøre noget ved; altså finde tilbage til ansvaret for dig selv og andre i verden. Med en rivende udvikling indenfor især teknologi og lægevidenskab og principielt lige og mange muligheder for alle kommer vi som mennesker sjældent i kontakt med det, vi står magtesløse overfor eller ikke har kontrol over. Når magtesløsheden så rammer (f.eks. ved Corona), bliver vi tvunget til at skulle acceptere, at det ikke er alt i vores liv vi har kontrol over. Det kan være hårdt og svært, men jo tættere vi kan komme på accepten, jo nemmere vil det være ikke at projicere det svære over på andre.

Du kan læse flere af mine blogindlæg her.

Som Arbejds- og Organisationspsykolog, forgår min dagligdag enten på mit kontor/samtalerum, hvor jeg har ledersparring og individuelle medarbejdersamtaler eller ude hos virksomheder og afdelinger, hvor jeg laver oplæg og udviklingsopgaver. En af de problemstillinger, som jeg møder på daglig basis, er stressen, som på mange måder virker til at være et dagligt vilkår for mange, i stedet for noget vi forsøger at gøre op med.

En af de diskussioner der stadig foregår, er hvorvidt medarbejderen selv har et ansvar for at have pådraget sig stressen. Kommentarer som, ”Han har også meget kørende på hjemmefronten”, ”Hun er midt i en skilsmisse” og ”Der er børn derhjemme med kroniske sygdomme” har jeg hørt ledere beskrive, som at årsagen til stressen lå mere i hjemmet end på arbejdspladsen.

Vi ved efterhånden fra en del års forskning, at stress, er en reaktion som har mange årsager, og at snakke om at skulle være én særlig årsag til stress, er lidt som at sige at det udelukkende var den sidste mængde vand, der forsagede at der løb vand ud af glasset.

Når nu årsagerne er så mangfoldige, er de fleste også blevet enige om at det er en skævvridning at snakke om medarbejderens privatliv som den determinerende årsag til stress. Dog bruges argumentet stadig som et forsvar mod at forholde sig til ansvaret hos virksomheden. Ansvaret for at sikre en sikker og sund arbejdsplads ligger nemlig hos lederen, i samarbejde med medarbejderne naturligvis. Men ansvaret er i sidste ende lederens jf. arbejdsmiljøloven.

Det er en længere historie omkring hvorfor det er blevet sådan. Men det at der hviler et så stort ansvar hos lederen skaber en interessant dynamik mellem leder og medarbejder, da lederen her bliver sat i rollen som den voksne (forælder), der står til ansvar for at sikre at børnene kan lege ordentligt og have det godt. Den ansvarsfulde autoritetsrolle, som bliver reproduceret igen og igen af medarbejdernes forventninger, og som lederen på en eller anden måde bliver nødt til at forholde sig til, for at undgå kaos. Samtidig ser vi at de fleste medarbejdere ser der nærmeste leder som det vigtigste for deres psykiske arbejdsmiljø jf. NFAs undersøgelse af 2016.

Fra tilknytningsteorien ved vi at gennem relation med forældre vil børn danne mere eller mindre trygge tilknytninger til deres primære omsorgsgivere. Hvis medarbejderen gentager det mønster overfor leder og gør lederen er ansvarlig for at tilknytningen foregår negativt eller positivt, bliver lederen sat i en rolle, hvor han eller hun er prisgivet i at skulle skabe den trygge relation, som i virkeligheden er skaber af det gode psykiske arbejdsmiljø.

Derved bliver ledelse til at skulle være forælder overfor sine medarbejdere, hvilket i virkeligheden nok kan være en oplevelse som mange ledere godt kan genkende, men kan være skadelig for forholdet mellem leder og medarbejdere, da der vil være mange indgående samspil der vil være usagte og hvor metakommunikationen kan omhandle om denne dynamik. Samtidig beder vi også ledere om at tage ansvar for alle de tilknytningsmønstre som medarbejdere kan have til deres forældre, som de forskyder over på lederen, og lederen kan komme til at respondere, som egen forælder ville, da det er den dynamik som lederen kender.

Den anerkendte organisationsteoretiker Ralph Stacey forholder sig til ledelse på en anden måde, nemlig ved at lederen i høj grad selv er ledet af medarbejdernes adfærd over for ham/hende og at dette vil påvirke den ledelse som der bliver givet. Samtidig er leder og medarbejder påvirket af mange andre ting som rammer og strukturer, men i lige så høj grad globalisering mv. Alt sammen med til at gøre dynamikkerne der opstår meget mere komplekse og det skaber et system, hvor man ikke bare kan lægge ansvaret for arbejdsmiljøet i hånden på mellemlederen og sige, nu skal du sørge for at arbejdsmiljøet fungerer. Det er en for kompleks opgave, til kun at lægge ansvaret på lederen.

Hvis vi skal dilemmaet med stress til livs kræver det første og fremmest dialog. Men dialog bliver ikke fremmet ud fra at kaste med skyld og ansvar. I virkeligheden tror jeg på at virksomheder, ledere og medarbejder gerne vil det samme, altså et sundt arbejdsmiljø med sunde medarbejdere. Men spørgsmålet om håndtering af stress er komplekst, og der er derfor en oplagt risiko for at gøre problemerne til et spørgsmål om ansvar og skyld, for at gøre det mere simpelt. Men så fjerner vi dialogen og dermed også løsningerne.

Det kan starte med at medarbejdere og ledere i højere grad bliver bevidste om hvordan de påvirker hinanden og får snakket sammen om at bryde de negative mønstre der skaber dårlig psykisk arbejdsmiljø og stress. Det hele kan starte ved at bryde med den diskurs der ligger i at gøre lederen som ene ansvarlig for at sikre det psykiske arbejdsmiljø og i stedet se det psykiske arbejdsmiljø langt bredere end en leder-medarbejderdynamik ved at begynde at snakke om det komplekse billede som den enkelt afdelings arbejdsmiljø er.

Du kan læse flere af mine blogindlæg her.