Stigningen i hadefulde ytringer er ikke overraskende

Kompleksitet og projektiv vrede kan være årsagen til det stigende antal krænkelser og hadebeskeder på nettet.

Jeg har i den senere tid fulgt debatten om hadebeskeder.Også populærprogrammer som X faktor og Godaften Danmark har bragt dette emne op. Dog oplever jeg også at problematikken ofte individualiseres og fokuserer på at det er personer med dårlig opdragelse og uden ansvarsfølelse der står bag. Men ofte finder man ud af at menneskene bag de hadefulde ytringer er lige så almindelige som dig og mig.

Så hvad årsagen til at almindelige mennesker uden diagnoser og med en helt gennemsnitlig opdragelse, kan få sig selv til at udtale sig så voldsomt på nettet om mennesker som de ikke kender, og ikke har anden relation til end hvad de har læst eller set på skærmen? Noget af årsagen kan måske være en forsvarsreaktion på den stigende kompleksitet i samfundet.

Projektiv vrede

Som psykolog taler jeg med mennesker, der oplever at verden er imod dem eller har en holdning til om deres mand/hustru, ven eller kollega skulle have gjort det ene eller det andet. Alle disse oplevelser og holdninger er der som udgangspunkt ikke noget i vejen med, men de siger ikke noget om det, der kan være svært inden i mennesket selv. De siger noget om hvad dette mennesker jeg sidder overfor synes er i vejen med verden. Og hvorfor går man så til psykolog? Psykologen kan jo ikke ændre verden. Psykologer kan som udgangspunkt kun hjælpe den enkelte klient til at handle anderledes eller få det anderledes ift. problemstillingen med verden. Så meget af hjælpen handler om at få det enkelte menneske til at forstå at man som udgangspunkt ikke kan ændre andre, men kun sig selv.

Folk opsøger ofte en psykolog, hvis deres problemstilling er blevet så kompleks, at de ikke længere ved hvad de selv kan stille op. Stillet over for kompleksiteten er det nærliggende, og helt igennem menneskeligt, at lede efter noget (eller nogen) omkring én, som kan bære skylden for problemet og som man kan kaste sin frustration og vrede efter. Det er det vi i fagsproget kalder projektiv vrede. Den projektive vrede, handler om at klienten skubber ansvaret for hvad der er svært indeni vedkommende ud på andre. Det kan komme til udtryk som vrede mod konkrete personer i vedkommendes omgangskreds. Men det kan også rette sig mod offentlige personer, eller en hel befolkningsgruppe. Fx hvis bare alle indvandrere rejste hjem, ville jeg få det bedre. Det kan synes underligt at den enkelte skubber ansvaret for ens eget forgodtbefindende ud på andre, men det er nu engang det der sker i terapilokalet og ligeledes ude på nettet.

Mere had i den offentlige debat

Mit bud er at det netop er den projektive vrede vi ser i fuldt flor i den offentlige debat, og især på nettet. Men hvorfor fylder vreden og det hadefulde stadigt mere? Svaret kan ligge i den stigende grad af kompleksitet vi ser i verden lige nu. Klimakrise, usikkerhed og også Corona-situationen er med til at skubbe til en følelse af magtesløshed. Når vi mærker, at vi har svært ved at finde løsningen på komplekse problemstillinger, og vi mærker en følelse af magtesløshed kan det være fristende at finde de lette svar. Det resulterer i ytringer som “Hvis bare (indsæt selv nogen du er uenig med) gad tie stille ville verden blive et bedre sted. Enkle løsninger, som ikke inkluderer dig, og som højst sandsynligt kun fjerner dit umiddelbare ubehag og derfor ikke løser problemstillingen. 

Når følelsen af magtesløshed i den stigende kompleksitet bliver voldsom, skal der ikke mere end et specielt outfit eller en anden hudfarve til før den enkelte får det så svært, at der er brug for at skubbe vreden ud på dem og dette sker på meget voldsom facon. Voldsomheden skyldes en ansvarsfralæggelse og en uretfærdighedsfølelse, der slår over i at den enkelte føler sig berettiget til at behandle andre som denne selv føler det. Viktor Frankl skrev om dette i hans beretninger om livet efter koncentrationslejren (han var koncentrationsfange). Når verden byder dig uretfærdighed, som du ikke kan gøre noget ved, så kan der indeni dig ske en dehumanisering, hvor du oplever ret til at behandle andre dårligt, fordi du selv oplever at blive behandlet uretfærdigt. Men moralen er at ingen har ret til at behandle andre dårligt og selv selvom du ikke er blevet behandlet retfærdigt.

Selvsamme Frankl, lavede efterfølgende en terapiform der hed logoterapi. Den går kort fortalt ud på at acceptere det du ikke kan gøre noget ved, og i stedet finde mening i det du kan gøre noget ved; altså finde tilbage til ansvaret for dig selv og andre i verden. Med en rivende udvikling indenfor især teknologi og lægevidenskab og principielt lige og mange muligheder for alle kommer vi som mennesker sjældent i kontakt med det, vi står magtesløse overfor eller ikke har kontrol over. Når magtesløsheden så rammer (f.eks. ved Corona), bliver vi tvunget til at skulle acceptere, at det ikke er alt i vores liv vi har kontrol over. Det kan være hårdt og svært, men jo tættere vi kan komme på accepten, jo nemmere vil det være ikke at projicere det svære over på andre.

Du kan læse flere af mine blogindlæg her.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.